Historien

 

Sønderskovhjemmet har eksisteret siden 1917, dog med den officielle indvielse 14. maj 1918. Stifteren er Bodil de Neergaard

som var frue på Fuglsang. Hun havde hørt om, at der på Møltrup i Jylland var startet et hjem på et kristent grundlag for

hjemløse mænd. Efter et besøg hos Pastor Munch på Møltrup, var hun fast besluttet på, at et lignende hjem burde oprettes på

Lolland. Fru Neergaard fandt et egnet sted ved Sønderskoven og det hele begyndte i det lille skovløberhus, som i dag bruges som

små udslusningsboliger for SEL §107 beboere.

 

Samtidig gik hun i gang med, at bygge hovedbygningen, hvor der i begyndelsen skulle rummes 17 mænd og den blev så indviet på hendes bedstefar komponisten J.P.E. Hartmanns fødselsdag. Bodil de Neergaard fortæller 5 år efter starten: ”Vi har, saavidt vi har kunne det, åbnet vores døre for alle, der kom og bankede på hos os, og prøvet på at skabe et hjem for dem. Ikke en institution eller en anstalt, de fleste af dem har desværre været på institutioner og anstalter nok i forvejen – men et hjem, hvor der er frihed under ansvar og med den orden og disciplin, der bør råde i et virkeligt hjem. 

 

Selvom Sønderskovhjemmet i dag er en institution med plads til 42 beboere, samt op til 5 eksterne i dagtilbud, har det stadig stor betydning for os, at fru Neergaard satte fokus på, at det skulle være ”et hjem”. Derfor skaber vi fortsat en ramme, hvor man gerne skal have oplevelsen af, at komme til et hjem. Det er en af årsagerne til, at vi holder fast i almene værdier som, at der skal være rent og pænt og altid friske blomster på bordene. Vi holder også fast i, at der på Sønderskovhjemmet er et måltidsfællesskab, hvor vi spiser sammen, taler sammen og kommer hinanden ved.

 

Da fru Neergaard stiftede Sønderskovhjemmet, var det en klar intention, at støtte mennesker, som var kommet på kant med livet, til at komme tilbage til et godt liv. Hun havde fortrinsvis landsstrygere og mennesker som var løsladt fra fængslerne i sine tanker. Der gik dog ikke mange år, så måtte fru Neergaard erkende, at langstrygere ikke længere fyldte ret meget i det danske samfund. Det betød dog ikke, at der ikke længere var brug for Sønderskovhjemmet, men det var bare nogle andre mennesker, som faldt igennem vores samfund og havde behov for et korte eller længere ophold, hvor de kunne blive støtte personligt og socialt.

 

Langsomt udviklede det sig i retning af, at det mest almindelige var, at der var et misbrug knyttet sammen med hjemløsheden. Derfor er det også naturligt, at fokus i højere grad kommer på dette, hvor vi ønsker at støtte mennesker ud af deres misbrug, ved at give dem et sted, som er fri for misbrug. Derfor er det også stadig sådan, at når man bliver indskrevet på Sønderskovhjemmet, er man samtidig indstillet på en pause i misbruget. For nogle er det støtten til, at komme ud af misbruget, mens det for andre er en tiltrængt pause, hvor man kan restituere sig og få en god periode.

 

I de senere år, er der sket den ændring, at stadig flere beboere kommer med dobbeltdiagnoser, hvilket vil sige, at der både er en misbrugsproblematik og en psykiatrisk diagnose. Det kan hænge sammen med ændringer i vores samfund, ligesom årsagen nok skal findes i, at der er langt færre psykiatriske sengepladser. Hele tiden har Sønderskovhjemmet været opmærksom på at forandre sig og tilpasse sig der, hvor mennesker har størst nød og størst behov, samtidig med at vi holder fast i de værdier og den kultur, som har været bærende for hjemmet siden dets start i maj 1918.